Forretningsbetingelser

Disse betingelser gælder for advokatbistand til erhvervskunder, medmindre andet er aftalt skriftligt. Den individuelle aftale med kunden har forrang.

Ulrich Ramm Advokat er en enkeltmandsvirksomhed med CVR-nr. 46354265 og adresse Olufsvej 37, 2100 København Ø. Telefon: +45 27 13 33 95. E-mail: ulrich@rammlaw.dk

Ulrich Ramm er beskikket som advokat i Danmark og er medlem af Advokatsamfundet. Beskikkelsesmyndigheden er Civilstyrelsen.

Gældende fra 1. september 2026.

Opgaven

Opgavens omfang og grundlaget for honoraret aftales skriftligt med kunden. Opgaven er accepteret, når Ulrich Ramm Advokat har bekræftet dette skriftligt. Opgaven udføres i overensstemmelse med aftalen og reglerne om god advokatskik.

Rådgivningen omfatter dansk ret, herunder relevant EU-ret, medmindre andet aftales. Kunden skal rettidigt stille de nødvendige oplysninger og dokumenter til rådighed. Afsluttet rådgivning opdateres ikke som følge af senere ændringer, medmindre dette aftales.

Honorar og betaling

Honoraret følger den aftalte honorarmodel. Hvis andet ikke er aftalt, fastsættes honoraret efter en samlet vurdering af tidsforbrug, opgavens karakter, kompleksitet og betydning, den anvendte specialviden og det ansvar, der er forbundet med opgaven.

Kunden får et honoraroverslag for opgaven eller en afgrænset fase, hvis kunden beder om det. Et overslag er ikke en fast pris eller et honorarloft. Kunden får besked så tidligt som muligt, hvis overslaget forventes overskredet. Ændringer i en aftalt fast pris eller et honorarloft aftales med kunden, inden merarbejdet udføres.

Omkostninger til eksterne rådgivere, leverandører, rejser, afgifter og gebyrer betales af kunden efter forudgående aftale. Ulrich Ramm Advokat lægger som udgangspunkt ikke penge ud på kundens vegne.

Der faktureres løbende eller ved opgavens afslutning. Honorar tillægges moms efter gældende regler. Betalingsfristen er 14 dage fra fakturadato. Ved forsinket betaling kan der beregnes rente efter renteloven.

Betroede midler

Ulrich Ramm Advokat har ikke klientkonto og modtager ikke betroede midler eller forudbetaling af honorar.

Fortrolighed og interessekonflikter

Ulrich Ramm Advokat er underlagt tavshedspligt, også efter opgavens afslutning. Kundeoplysninger behandles fortroligt og videregives kun inden for kundens mandat eller med samtykke, eller når det følger af lovgivningen eller reglerne om god advokatskik.

Før opgaven accepteres og løbende under arbejdet vurderes mulige interessekonflikter. Hvis en konflikt eller en nærliggende risiko for en konflikt hindrer bistanden, afslås eller afsluttes opgaven under hensyn til kundens interesser.

Hvidvask

For opgaver omfattet af hvidvaskloven indhentes og kontrolleres de nødvendige kundekendskabsoplysninger, herunder om kunden og reelle ejere. Kunden skal medvirke til dette. Oplysningerne opbevares efter gældende regler.

Brug af rådgivningen

Kunden må bruge, ændre og dele leverancerne i det omfang, det aftalte formål kræver. Ulrich Ramm Advokat bevarer rettighederne til egne generelle metoder og skabeloner. Rådgivningen er kun ydet til kunden; andre kan ikke støtte ret på den uden særskilt skriftlig aftale.

Ansvar og forsikring

Ulrich Ramm Advokat er erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige regler og påtager sig ikke ansvar ud over, hvad der følger af disse regler for advokatbistand. Medmindre andet aftales skriftligt, er det samlede ansvar for en opgave begrænset til 5 gange det honorar ekskl. moms, der er aftalt eller faktureret for opgaven, dog mindst 50.000 kr. og højst 2.500.000 kr. Krav, der udspringer af samme eller sammenhængende ansvarspådragende forhold, er samlet underlagt ét loft, uanset om de vedrører én eller flere opgaver.

Ansvaret omfatter ikke tab eller skader forårsaget af cyberangreb eller IT-nedbrud eller for tab af data, driftstab, tidstab, avancesvigt, tab af goodwill eller nogen form for følgetab. De udtrykkeligt nævnte tabstyper er undtaget, uanset om de i det konkrete tilfælde anses for direkte eller indirekte tab.

Ulrich Ramm Advokat er ikke ansvarlig for rådgivning fra andre selvstændige rådgivere, herunder udenlandske advokater, revisorer og tekniske eksperter, som kunden har engageret efter henvisning, eller som efter aftale er engageret på kundens vegne og for kundens regning.

Erstatningskrav mod Ulrich Ramm Advokat forældes 12 måneder efter, at kunden fik eller burde have fået kendskab til de forhold, der begrunder kravet, dog senest 3 år efter, at den rådgivning, kravet vedrører, er ydet. Forældelseslovens regler om afbrydelse og foreløbig afbrydelse gælder, og fristen kan forlænges ved skriftlig aftale. En reklamation afbryder ikke i sig selv forældelsen.

Ansvarsbegrænsningerne og den aftalte forældelsesfrist gælder ikke ved forsæt eller grov uagtsomhed eller i strid med ufravigelig lovgivning, og de begrænser ikke adgangen til at klage til Advokatnævnet.

Ulrich Ramm Advokat har tegnet ansvarsforsikring og stillet garanti efter de regler, Advokatsamfundet har fastsat, hos Alm. Brand Forsikring A/S (Codan), CVR-nr. 10526949, Midtermolen 7, 2100 København Ø. Ansvarsforsikringen dækker al advokatvirksomhed, uanset hvor den udøves.

Afslutning af opgaven

Kunden kan når som helst afslutte opgaven. Ulrich Ramm Advokat kan fratræde opgaven efter reglerne om god advokatskik og under hensyn til kundens mulighed for rettidigt at få anden bistand.

Ved afslutning afregnes udført arbejde og aftalte omkostninger i det omfang, reglerne om god advokatskik tillader det. Kundens dokumenter og relevant sagsmateriale udleveres efter anmodning. Sagsmateriale opbevares og slettes efter gældende regler og den praksis, der er beskrevet i privatlivspolitikken.

Lovpligtige oplysninger

Oplysninger om Ulrich Ramm Advokat efter artikel 21 i de advokatetiske regler findes på rammlaw.dk/lovpligtige-oplysninger. Behandling af personoplysninger om kunder, modparter og andre personer er beskrevet i privatlivspolitikken på rammlaw.dk/privatlivspolitik.

Klager og lovvalg

Ved utilfredshed med bistanden eller honoraret opfordres kunden til at kontakte Ulrich Ramm Advokat. Klager over adfærd og salær kan indbringes for Advokatnævnet, Kronprinsessegade 28, 4. sal, 1306 København K, www.advokatnaevnet.dk. De advokatetiske regler findes på www.advokatsamfundet.dk.

Opgaven er underlagt dansk ret. Tvister afgøres ved Københavns Byret, medmindre ufravigelige regler bestemmer andet. Dette begrænser ikke klageadgangen til Advokatnævnet.

Ændringer i betingelserne gælder kun for nye opgaver, medmindre andet aftales skriftligt.